Sussie i Nigeria

Min Påske

2010-04-21T16:32:00.005+02:00

Efter 4 timers humpende kørsel, på en næsten ikke eksisterende vej ankom vi til, hvad der i mine øjne er, verdens smukkeste sted, nemlig Tantille. En meget lille landsby, hvor man virkelig kan mærke og opleve Nigerias kultur.

Ved første øjekast fik jeg et mindre chok. Vi blev nemlig præsenteret for vores ”hjem” i de dage vi skulle være der. Et gammelt missionær hus, der ikke havde været beboet i 20 år og dette var tydeligt. I loftet og på væggene var der store plamager af fugt og andre steder var der helt igennem hul op til Nigerias smukke himmel. Der var præcist 5 stole, hvor vi kunne hvile vores trætte legemer. Senere kom der også en til madras så vi 5 tøser kunne dele de to madrasser der var. Vi endte med at vi var fire, der lå på madrassen og en der lå på spisebordet, godt polstret med et tyndt tæppe.
Der var ingen gas, ingen NEPA (strøm), intet vand, men der var et toilet, det virkede dog bare ikke. Alt dette gjorde at vi stod med kæben langt nede på vores bryst i 10 min. Og tænkte; ”hva’ søren?” . Dog var den tanke hurtigt væk da vi tog en kort tur rundt om huset. Vi var omgivet af skønhed fra alle sidder. Vi lå omringet af bjerge og træer, der havde en tyk krone af lyserøde blomster. Bag huset lå et lille bjerg med store sten, dette blev vores toilet. Bedre udsigt over en landsby, har ingen vist haft fra deres WC- kumme.
Vi fik konstant besøg af Tantilles beboer og følte os hjertelig velkommen til byen. Præstens kone kom med aftensmad, hvilket blev nydt i det romantiske skær af vores pandelamper. Uden ironi var dette ren hygge, og det at dele seng gjorde dagene til en hel tøse tur.

På de få dage vi var i Tantille oplevede vi stammedans i landsbyen, vandring i bjergene og et syn der kun kan kaldes et stykke af paradis, nemlig floden der flugtede sig igennem landsbyen.

Jeg gennemgår lige hurtigt de tre ting så indlægget ikke tager tre timer at komme igennem;)
Stammedansen fandt sted den første aften vi ankom til landsbyen. Det er en tradition de holder hvert år for en person der er død (og nej selvom det var i påsken så var det ikke pga. Jesus, troede jeg nemlig til at starte med). Traditionen varer tre dage med dans og musik. Her danser kvinder, mænd og børn rundt. Kvinderne, der over deres tøj, er iklædt blade rundt om livet, danser rundt og kaster olie på de andre dansende. Mændene står i en samlet gruppe med enten våben eller instrumenter og danser. Det forestiller næsten en hel kamp mellem mændene. Her lærte vi så også at når man tager et billede af de dansende er det en god idé at give dem nogle naira. Godt vi havde en af beboerne, Auguste til at forklare os hele aftenen og deres skikke.

Vi havde forberedt os på vandring i bjergene for at se bladdamer. Selve turen i bil hen til bjerget var spændende i sig selv. Det var en udfordrende og stenet vej så hvert enkelt minut kunne man høre bilen gå på store sten eller gå imod jord. Alt imens vi tøser hver gang sad med en lille grimasse og håbede at vores kære bil ville overleve turen. Efter noget tid ankom vi til destinationen, og hold da op vi havde undervurderet det bjerg. Nå men herfra gik turen kun op ad… og mere op ad. I vores pauser nød vi udsigten over landsbyerne, bjergene og den halvt udtørrede flod der lå for bjergenes fødder. Det skal lige siges at vi ikke nåede helt op til tops, hvor bladdamerne bor, men så da én da vores trætte legemer var på vej ned til den flade landjord igen.

Også til paradiset. Mandag aften efter den hårde vandring tog vi en tur lidt udenfor byen. August havde fortalt os om det mest fantastiske sted og ville nu vise os det. Og hold da helt fast hvor havde han ret. Den lyseblå flod flugtede sig op af store, bløde sten, der lå så perfekt at man ikke skulle tro at alt dette var tilfældigt sat. Det stille vand strømmede ned fra et meget lille vandfald, som gav en beroligende og dybdegående lyd. Midt i dette kunne man stå og betragte stenene, der efter mange hundrede år havde fået former og mønstre som var det et vægmaleri. Stenenes og bjergenes former og farver spejlede sig yndefuldt i det stille vand. Med fødderne placeret i vandkanten kunne man ikke andet end at tage en dyb indånding og nyde bjergenes skønhed som omringede en, og den hviskende lyd fra vinden der greb i træerne. Så smukt og så fredsommeligt. Go home ” den blå lagune”

Kan kun sige at Tantille er det smukkeste sted jeg endnu har oplevet, og har mine tvivl om mine øjne nogensinde oplever større skønhed end det de så den påske. Skønhed kan ikke blot beskrives med ord, men skal ses, høres og opleves.
P.S. vores lille Toyota CAN overlevede turen;)

Gloria

2010-04-21T16:29:00.002+02:00

Det startede som en helt almindelig mandag. Bortset fra at det var vores sidste mandag på skolen inden den lukkede for påske ferie. Således også den sidste mandag vi i det hele taget havde på skolen. Remi starter nemlig ikke inden vi tager hjem til Danmark igen. 4 dage tilbage på skolen og alle børnene er væk.
Men denne mandag var noget helt specielt. Igennem de måneder jeg har været her, har jeg ihærdigt prøvet at få en bestemt lille dame i playing class til at give mig et enkelt lille smil. Den stædige dames navn er Gloria og er ca. 3 år. Ikke en af os piger har set hende smile rigtigt og i det hel taget hverken hørt hende sige et eneste lyd eller grine. Dog er hun det noget af det sødeste mine øjne har set. Selvom Gloria er et barn af få ord, forklarer hun sig tydeligt med hendes kropssprog. Hver gang en lille voldsepisode er sket i playing Class, udpeger hun gerningsmanden, og det gør hun ved at hive i min nederdel og pege på ham/hende.
I tykt og tyndt bliver jeg fuldt rundt i playing class med hendes hånd smeltet i min. Jeg har prøvet alt fra svingture, kildeture og sange lege med hende, men alt sammen uden held. Et smil er ikke til at lirke frem på hendes læber.
Så kom den mandag dog, mandag d. 29 marts (pudsigt nok den samme dag som min nevø kom til verdenen). Igen kom lille Gloria fra morgenen af hen til mig og fik et kram og jeg prøvede igen i et ihærdigt forsøg at kilde hende…. Og som et lyn fra en klar himmel så kom det.. først et smil og så en smittende latter. Efter måneder i stilhed uden at sige en eneste lyd eller ord udbryder hun i ren latter. Og i mine øre er det som engle der synger i kor. Stilheden er væk og hun farer rundt om mig med det største grineanfald. Sang lege og svingture, alt virker pludseligt. Det så længe ventede smil dukkede endelig op, og det var ventetiden hver. Hele dagen var pjat og leg, indtil al energien drev af hende. Stille lagde hun sig ind til min brystkasse og et kvarter senere sov hun i mine arme. Stille og lydløst lå hun fredsommeligt og sød så hun ud.
Min allerbedste dag i Playing Class med Gloria. Det var den sidste dag jeg så hende. De følgende sidste dage kom hun ikke i skole. Så fik aldrig sagt ordentlig farvel, men det var nu den perfekte sidste dag med hende.
Jeg ved man ikke må favorisere, men hvis bare man ikke viser det, så sker der vel ikke noget ved detJ Gloria var bare helt igennem dejlig og min lille engel.

luksus i Nigeria

2010-04-21T16:25:00.002+02:00

I en weekend oplevede vi den glamourøse del af Nigeria. Turen gik nemlig til Yankari, som er en slags dyrepark med hoteller og alt der dermed hører til.
Luksus turen startede med fire personer mast ind på bagsædet af en jeep. Hyggen spredte sig hurtigt og det samme gjorde sveden selvfølgelig, men hvornår gør den ikke det hernede;) dansende sad vi alle på en meget humplet vej. Så når en røg op gjorde vi alle nærmest, da vores balder nærmest var limet sammen. Dette var med til at bringe smilet på læberne, alt blev gjort i fællesskab på bagsædet af den bil. Det at tage en tår af ens vand skulle times, således at en holdte øje med buler i vejen, så når der kunne drikkes blev der sagt: ”GO!” og når der så igen dukkede huller op blev der sjovt nok råbt ”HULLER!”
Så er Yankari skiltet i sigte og efter at have snakket med den søde dørmand bliver vi nægtet adgang pga. manglende pas. Tanken om en flere timers tur tilbage, gør at vi alle kigger en smule skrækslagen og ikke mindst trætte på hinanden. Hmm… ja heldigvis kom vi efter noget diskussion ind og efter to timers venten får vi endelig vores værelse.
Skal dog lige siges at for at fordrive tiden, mens vi ventede på vores værelse, udforskede vi stedets museum. Her var der en udstoppet løve der manglede sin mave, elefant øre og slanger og firben i flasker. Skal lige siges at de flasker de lå i ikke var almindelige flasker som man ser på et dansk museum. De lå i fx vandflasker eller Heinz tomat flasker. Det var meget komisk at stå med en dressing flaske i hånden og tænke, at det der var inden i, var en meget farlig slange. Jeg følte mig ikke så skræmt, hovedsagligt fordi jeg fandt det lidt komisk og ikke kunne lade være med at smile lidt af situationen.
Hver velkommen aircondition, vand i hanen og træk og slip toilet! LUKSUS! Vi bliver præsenteret for Wikki Warm Spring, som er en varm kilde på 31 grader. Her er vandet lyseblåt med træer hængende hen over vandet. Ren idyllisk. Mens man køler sin krop af her, kan man dog ikke slappe helt af, man skal nemlig multitaske. Rundt om kilden og oppe i træerne hopper bavianer nemlig rundt. På jagt efter al muligt spiseligt tager de nemlig alt hvad de kan finde… dette gælder også dit tøj. Det komiske ved det hele er at bavianer er meget køns diskriminerende og lader sig ikke skræmme af kvinder. Og slet ikke hvide kvinder, så de er faktisk også lidt racistiske. Men Så mens man helt ydmygende kan stå i sin bikini oppe på kanten af kilden og råbe: ”TAFI! (gå væk)” kommer bavianen kun tættere og tættere, mens ens paniske ansigtsudtryk kun bliver tydeligere. Bavianens tænder bliver større og større og mere synlige og vupti så er den 5 cm fra en. Spændingen stiger, men tingene skal reddes. Tanken om at hoppe i vandet med ens kamera og overlade tøjet til dens skæbne strejfer en hurtigt. Dog ikke hurtigt nok. Beskytter genet er for stort. Godt at der bagfra så kommer en stor, farvet mand løbende og redder én fra den stædige bavian. Men hele denne episode fandt selvfølgelig ikke sted.. hmm vel Maria? You are a real fighter! I am proud to be your rommie;)
Nå, men for at fortsætte nogle af de spændende oplevelser så var vi også på safari. I en rigtig safari bil kørte vi ud på savannen beliggende rundt om bebyggelserne. Så begyndte jagten på at få et godt kamera skud af en elefant eller en farlig løve. Det sjældne skete og vi så en hun løve med to unger som det allerførste på vores vej. Det var ret urealistisk at sidde så tæt på en løve uden at der var noget hegn imellem os. Fed oplevelse. Nu gik jagten videre på en elefant. Desværre endte denne jagt ikke så vellykket, men vi fik da set elefant lort. Udover løven og elefantlort så vi diverse hjorte og antiloper og jeg kan blive ved, kan jeg.
Efter en weekend med luksus måtte vi vinke farvel til aircondition og ture i kølende bade ture i Wikki Warm Spring. Hjem kom vi til Remi, og kan kun sige: Ude godt, men hjemme bedst.

29. marts 2010

2010-04-07T15:48:00.005+02:00

Der er sket mange ting siden sidst, men vil gerne skrive om den ting, der har berørt mig mest af alle tingene.

Kl. 11.45, d. 30 marts 2010, fældede jeg en tåre over en helt bestemt sms. Nemlig en hvor der stod 4 smukke ord: ”Du er blevet moster!” Min søster fødte en dejlig dreng d. 29 marts 2010, med en velformet, lille krop der har en længde på 48 cm og en vægt der siger 2710g. Denne selvfølgelig enestående dreng skal have navnet Peter og forkæles af sin Moster, når jeg kommer til lille Danmark igen. Er allerede godt begyndt hernede, så jeg håber lidt at han har/får den samme kærlighed til Afrika som jeg ligger inde med.. men igen, kan man andet?

Hernede fejrede pigerne og jeg det med den helt store fest. Det vil sige at jeg gav en marsbar til hver og en fælles juice. Så der gik vi helt amok, indtil vi fandt ud af at marsbaren smagte lidt vammelt og for ikke at sige direkte kvalme fremkaldende. Men ned og væk det røg den og Peters ankomst til verden blev fejret… på rigtig volontør manér. Bagefter sad vi alle lidt stille med en underlig fornemmelse i maven, men intet røg da op:)

Jeg har aldrig prøvet at savne en person jeg endnu ikke har mødt, men alt skal jo prøves og helt ubehageligt er det da ikke. Ser frem til at møde den lille fyr og overøse ham med kærlighed.

Afrika

2010-03-24T09:32:00.000+01:00

Jeg har set Afrikas skønhed med mine egne øjne, oplevet dets gæstfrihed på egen krop og følt dets kærlighed i min sjæl. Afrika er et fattigt kontinent økonomisk, men i folket er der så meget kærlighed at landet, i mine øjne, er det rigeste kontinent i verden. Vildt fremmede kan man komme og blive taget imod med åbne arme og uden den mindste tvivl i deres sind. Tvivlen kom dog derimod fra mig i starten. Så kærlige kan ingen være uden at ville mig noget. Så åbne og nærmest nærgående kan ingen være uden at ville have noget fra mig. Men jo, folk hernede er bare kærlige og åbne imod en. Så dejlige mennesker har jeg aldrig mødt. Det er menneskerne der gør Afrikas skønhed endnu mere strålende. Dem der gør Nigerias solnedgang det smukkere, dem der gør udsigten det flottere og dem der gør den kølige brise det mere behageligt. Afrika er smuk!

En morgen i Playing class

2010-03-24T09:23:00.002+01:00

Dagen er mandag morgen, klokken er 8.20 og jeg bevæger mig stille og halvsøvnig hen imod en tung metal dør. Efter utallige bank på døren og ryk i dørhåndtaget, bliver den endelig åbnet og en let brise blæser en lille hårtot væk fra min kind. Hurtigt efterfulgt er lugten af urin, der fylder rummet. 2 sekunder går og blikkene i rummet bliver hurtigt vendt mod mig. En efter en kan jeg mærke små arme og ben omklamre sig mine ben, mens jeg blot kan se flere børn styrtende hen imod mig. ”AUNTI, AUNTI!” bliver der råbt i kor, og jeg føler mig straks hjemme. Hjemme blandt alle børnene der kærligt prøver at nedlægge en for et kram eller et klap på hovedet. En hel weekend uden deres latter og smil, skaber savn. Allerede fredag eftermiddag ser man frem til mandag, hvor man igen vil se dem.
Nå men mens jeg står spærret inde af ti børn, er det lykkedes klassens gavtyv, Nelson, at snige sig ind mellem benene på børnene og hen til mig… jeg kan stille mærke at han ihærdigt prøver at hive min nederdel op, mens to piger river mig i armene for at komme op. Et kort øjeblik har man følelsen af at man er ”Gulliver og mineputterne”, og hvis de først får nedlagt en, så er man færdig. Nu begynder en slags kludermor, hvor jeg kreativt prøver at vikle mig ud fra alle børnene. Mens jeg drejer i cirkler om mig selv, begynder børnene at gør det samme, da de tror det er en slags underholdningsdans. Så opfandt man lige en lille ny leg, der er sjov i 5 min. Jeg når at redde min nederdel i at ryge op, og Nelson får et lille ”Babu” (nej på hausa) med på vejen. Og overvandt børnene, skal der da lige siges, selvom Nelson senere på dagen fik revet noget af min t-shirt op. Han har en mission om at tjekke om vi er hvide over hele kroppen.

Kære toilet!

2010-03-24T09:21:00.001+01:00

Jeg har haft et on and off forhold til vores kære toilet i to uger nu. Efterhånden var det begyndt at være et meget intimt forhold, men med tiden synes jeg at vi blev lidt for tæt knyttet. Grunden til nærer partnerskab er at jeg har været den heldige vinder af diarré, der har kørt op og ned i ca. 2 uger. Hvilket da har været meget interessant.
Når man stod og havde undervist på ”the missionary school” og havde en halv times gang hjem og PLUDSELIG kunne man mærke ens mave rumle rundt. ”NU ER DET NU!” tænker man stille inde i sit eget hoved, og leder panisk efter noget der kan benyttes som toiletpapir, og får et A4 ark stukket i hånden, hvorefter man bare tænker: ”Hvorfor egentlig ikke”. Som et vildt dyr på jagt, leder man desperat efter noget der ligner et toilet eller et afdækket sted, hvor man i ro og mag kan sætte sig. Jagten på hullet endte ulykkeligt. Jeg fandt en cement blok, med to huller, hvor der rundt omkring ligger lort og urin overalt. Det var dog dækket rundt om med noget, der bedst kan beskrives som hegn lavet af siv. I få sekunder overvejede man lige situationen og beregner ruten hjem og hastigheden ens fødder er egnet til at komme op på. Ud fra det toilet syn blev min teori at hvis jeg klemte ballerne nok sammen, og nærmest løber så kunne jeg nå det. Hvis ikke ville jeg hellere gøre det i mine trusser og nederdel end sidde i andres efterladenskaber. Og det skal da lige siges at jeg nåede det. Sejr til mig!
Mine nætter har utallige gange været hyggestunder tilbragt ude på toilettet hvor jeg blandt andet fandt ud af at vi har virkelig mange og store myrer derude, men kun om natten. Nå men her sad jeg i deres selskab, i det romantiske skær fra vores lille lygte og hvis der virkelig skulle hygges derude medbragte jeg da lige en god bog. Senere fik jeg da også to kakerlakker som venner, nåede dog ikke at døbe dem inden de var væk igenL
Nå men dette mærkværdige tætte forhold til mit wc, måtte jo stoppe. Derfor prøvede jeg at slå op med sukker – salt vandsblandinger. Hvis folk ikke lige kender til dette knap så velsmagende produkt, skulle det eftersigende hjælpe på dehydrering og diarré. Næsten hver aften slugte jeg en liter af det.. MUMS. Nogle aftener kunne mig og toilettet holde os fra hinanden, mens andre nætter kunne sukker salt vandsblandingen ikke sætte en stopper for vores overvældende følelser for hinanden.
Domme dagen blev d. 19-03-2010. Efter at have fundet ud af at der var blod indblandet når jeg besøgte toilettet, var min beslutning at dette forhold måtte slutte. Tiden var til at vi skulle gå hver til sit, eller i hvert fald se mindre til hinanden og se mere til andre mennesker. Når der er blod i ens efterlandenskaber, kan dette måske være tegn på parasitter, så jeg opsøgte en læge for at ende det nærer bånd jeg havde knyttet til wc’et.
Turen gik således til lægen. Først skulle jeg udfylde papirer med navn, alder, religion og stamme, hvorefter jeg gjorde mig klar til en lang ventetid på klinikken. Venteværelse var fyldt. Efter 5 min. Et skridt tættere på at slutte forholdet. Så langt så godt. Sker der noget der kun kan gøre en skidt tilpas. Nemlig at lægesekretæren råber ens navn så man kan komme ind til lægen. Alle dem der kom før mig kommer lige pludselig bag i køen igen. Her sidder mødre med deres små børn, også pga. en lille blegfis af en dansker har fået lidt blod i afføringen, må de vente længere. Alt sammen bare pga. Ens hudfarve.
Nå men inde ved lægen bliver mit blodtryk og puls tjekket. Min vægt bliver vejet og min tunges kulør bliver vurderet. Herefter går turen ud bag ved, til et køligt rum, hvor jeg får noget stukket medicin i hånden og får forklaret hvordan det skal tages. I alt skal jeg skal 3 forskellige piller dagligt og putte et eller andet pulver i noget the to gange dagligt. Hvad pillerne er for aner jeg ikke, men hvis blot jeg er et godt på vej ud af et sindssygt og indelukket forhold er jeg lykkelig blot ved tanken.

Nigeriansk bryllup

2010-03-09T14:18:00.002+01:00

Så skete det helt store endelig. Nemlig at vi kom til nigeriansk bryllup, med matchende kjoler og høje forventninger.
Da vi efter ceremonien ankom til noget der lignede et nedlagt stadium, blev vi til at starte med anbragt i nogle plastikstole, under et åbent telt. Her sad vi i 5 min. Hvorefter vi blev flyttet op i selve stadium tribunen, da der skulle være mere køligt. Jeg kunne ikke mærke den store forskel, men udsigten var da bedre. Så med vores lange kjoler, kunne vi kun tage meget små skridt så vi kæmpede os op ad trapperne med en plastikstol i den ene hånd, mens vi prøvede at hive lidt op i vores nederdel med den anden. Må have set lidt komisk ud, især når man en gang imellem enten var ved at snuble over trinene, revne sin nederdel eller bare ved at falde over stol benet man vandrede rundt med.
Nå men her sad vi så og kunne se ned over de tre aflange telte der var opstillet som en hestesko. To af de aflange telte var fyldt med plastik stole der stod på række, mens det midterste telt havde plastik stole der var dækket med fint stof i hvidt, lyseblå og en slags mørke lilla. Som dette eneste af de tre telte var der også borde ved stolene, hvorpå der stod drikkevarer. Disse pladser var forbeholdt brudeparrets nærmeste familie og venner. I midten af dette telt var der placeret to store, hvide stole der var lavet i en slags snoet metal, hvor ryglænet og sædet var polstret med to puder. Dette var bruden og brudgommens plads.
Efter rundt regnet en time med at tage billeder, det vil sige at brudeparret skulle have taget en masse billeder. Billeder af dem og de fleste af de forskellige gæster. Her i blandt os danskere, selvom vi i realiteten ikke kendte dem men kun var blevet inviteret pga. nogle vi kendte og pga. vores hudfarve. Men herefter gik toastmasteren i gang med at præsentere alle gæsterne, og imens fik vi serveret en dejlig, varm sodavand. Så varm har jeg aldrig prøvet at smage en fanta, men så er jeg da en oplevelse rigere.
Efter kagen var blevet skåret, fik vi alle et lille stykke kage på ca. 1x1cm. Det smagte ligesom et lille stykke farin blandet med meget lidt mel og sukker.
For at opridse bryllupsfesten meget groft, så foregik der lidt dans i det at nogen stod i midten og gyngede lidt frem og tilbage mens de rundt om klistrede eller kastede penge på dem. Først var brudepigen og forloveren inde og danse, så brudeparret og sådan fortsatte det. Her i mellem var der sang og taler, men ellers noget mere af den slags penge dans. Der blev sågar kastet penge på kagen inden den skulle skæres.
Men efter nogle timer fik vi serveret bryllupsmiddagen, som bestod af ris og et lille bitte stykke kød i en plastik æske. Jeg var så heldig at min æske var lyserød, mens Maiken fik det andet farvevalg nemlig lyseblå. Det skal måske lige siges at jeg i flere dage havde en eller anden drøm om at vi til denne her bryllupsfest ville få serveret godt nigeriansk mad i spandevis. Så det havde jeg gået og set frem til. Men efter 5 min. på pladsen kunne jeg godt se at der ikke var opstillet til noget der lignede. Hvilket egentlig er forståeligt, for alle bliver nærmest inviteret og hernede siger man ikke hvorvidt man kommer eller ej. Det er faktisk sådan at man sådan set bare giver en invitation til præsten i sin kirke også læser han den op til den næste gudstjeneste og således er hele menigheden nu inviteret. Nå men til dessert fik vi det jeg bedst kan forklare som noget der mindede om små firkantede klejner, der havde lagt lidt for længe, og var blevet lidt tørre i det. Bedste beskrivelse man kunne give, men de smagte nu fint.
Efter nogle timer og have set på dette bryllup som virkede lidt som gentagelse tog nogle af os hjem. De brave piger nemlig Anne og Maiken blev. De skulle udlevere den gave vi havde med til det lykkelige brudepar, nemlig penge. De var også fast besluttet på at se alt. Det var fuldt forståeligt og kunne sagtens forstå dem, men efter to dage i træk med udmattende besøg på toilettet var min tanke bare at komme hjem og slappe af efter en lang dag udenfor i varmen, dog uden nogle uventede besøg på det lille hus. Heldigvis.
Nu sidder jeg og siger at et nigeriansk bryllup virker lidt ensformigt, men kunne forestille mig at nigerianere ville sige præcis det samme om et dansk bryllup. Vores bryllupper er så forskellige og foregår på to vidt forskellige sprog, der gør den største barriere.
Det var en fed oplevelse, med et smukt brudepar og en masse flyvende penge;) kunne være man skulle indføre nogle af traditionerne i Danmark… hehe

Shadé aka. multi woman

2010-03-02T16:44:00.002+01:00

Jeg måtte da eksperimentere med de fantastiske fletninger de afrikanske kvinder har hernede, så jeg har været ude at investere i falsk hår, fordi sådan noget tyndt skandinavisk hår er alt for glat til at kunne holde uden. Så efter flere timer med bøjet hoved endte jeg lykkelig med lange fletninger ned til brystet. Multi kvinden der flettede mit hår hedder Shadé. Grunden til at jeg kalder Shadé, for multi kvinde er, fordi hun foruden at studere på universitetet har tre jobs ved siden af. Udover de tre jobs har hun alligevel lige overskud til at komme og flette mit hår. Hun er en enestående kvinde med et fantastisk overskud.
Hendes gennemsnitlige dag ser således ud:
Hun starter på universitetet kl. 07.00 om morgen til 09.30. Her sidder hun i dyb koncentration for ikke at blive distraheret af varmen og sveden, der dryber sig stille ned ad hendes ansigt. Herefter fortsætter hun så på sit arbejde, hvor hun er på fuldtid fra ca. 09.30 – 17.00. Hun er på et kontor, hvor hun står for regnskab og klager fra kunder. Her er det lykkedes hendes at forhandle sin månedsløn op på 12.000 Naira om måneden, hvilket svarer til ca. 400 danske kr. Fra kontoret sælger hun også taletidskort. Så folk fra gaden eller fra kontoret kommer og køber taletid ved hende oveni hendes faste arbejde som hun også passer.
Om aftenen når hun kommer hjem går hun i gang med at lave krydderier, som hun sælger på markedet eller sender med hendes mor når hun skal på arbejde. Moren er nemlig sygeplejerske, og når hun så tager på arbejde kan det lige passe, at hun kan sælge nogle af dem på vejen. Shadé bor sammen med 10 søskende, hvor hun selv er nummer 6 i flokken. I øjeblikket bor to af børnenes mødre i huset. Alt i alt er der 6 forskellige mødre til de i alt 11 børn, når Shadé er talt med i børneflokken. Mødrene til de forskellige børn, er enten farens tidligere hustruer som han er blevet skilt eller separeret fra, eller kvinder han bare har fået et barn med. Så udover sit arbejde passer hun også sine brødre og søskende, når hun kommer hjem fra en hektisk dag. Hvis man så spørger hvordan hun klarer alt det, er hendes svar blot at hun sover det mindre om natten, så hun kan nå alt. Hvis man ser bort fra hendes dagligdag og ser dybere ind på den person hun er, så er hun i øjeblikket træt af mænd. Hendes kæreste igennem 2 år, har nemlig liget slået op med hende, fordi hans far har forbudt ham i at gifte sig med hende. Hendes eneste svar til det var, at han var svag, eftersom han ikke selv fulgte sit hjerte, men i stedet fulgte kommandoer. Grunden til at ægteskabet bliver set sort på, er pga. at de langt ude er fætre og kusiner. Så selvom de nu har slået op, vil de til evig tid ikke kunne undgå, at se hinanden til familiefester osv. For at gøre grin med situationen forklarer Shadé, at hun nu vil finde en flot hvid mand, så hun kan få blandet børn, som hun kalder det.
Selvom Shadé har mangel på søvn, et knust hjerte og mangel på fritid, omgiver hun sin omverden med kærlighed og støtte. Hendes latter fortsætter ubekymret og hendes øjne forbliver lige strålende uanset hvor meget søvn hun går glip af i løbet af en uge. Hun er en ”multi Woman”, og som hun selv siger, så vil alle disse ting bare gøre, at hun er bedre koncentreret og stærkere i selve livet. Hun er en inspirende kvinde, der kun er i starten af tyverne.
”First they ignore you, then they laugh at you, then they fight you, then you

- Matatma Gandhi

Hmm we are not famous…

2010-03-02T16:35:00.002+01:00

Jeg begynder så småt at have medlidenhed for de kendte og populære, der er rundt om i verden. Vi 5 unge volontører har fået en lille smag af, hvordan det kendte liv med paparazzi er. Vi har nogle gange oplevet, på vores små ture at folk har parkeret deres skinnede bil, med tonede ruder foran os for så at spørge om de må have lov til at tage et billede med os. Den eneste grund til det er simpelthen at man er hvid.
Det helt store event, der gjorde at man virkelig følte med de stakkels rige og kendte var i Dempsa, hvor vi var til et kæmpe kirkemøde/basar. Her skulle vi give hånd til biskoppen, og til at starte med troede vi at den folkemængde der omringede os var pga. at vi opholdte os i biskoppens fine selskab. Kort tid efter, få sekunder er nok bedre at sige, blev mængden omkring os større og større. Folk bevægede sig tættere og tættere på os, og kameraer og mobiltelefoner blev trukket frem. Det var så bare ikke biskoppen det ærede ”publikum” tog billeder af, men os 5 kridhvide danskere. Nogle i mængden stod endda med åben mund og så forbløffede ud. Med store øjne og gabende munde stod mennesker og omringede os med blitz og nysgerrige blikke.
For at gøre situationen lidt mere ekstraordinær, blev vi placeret under et telt, hvor der var placeret sofaer og lænestole. På første række sad biskoppen, og rækken efter skulle så være de næst vigtigste osv. osv. Vi hvide sad på anden række, uden nogen form for grundlag. Alt dette pga. de er så søde et folkeslag, der vil os det bedste, men hvor synes jeg dog at det var pinligt, for jeg synes vi blev overvurderet, og det blev vi så sandelig også. Men ellers at sidde der musestille, fordi hver eneste af ens bevægelser blev iagttaget af enten nysgerrige øjne eller tændte kameraer, der fulgte os nøje. Alt dette mens sveden piblede så meget ned af mig at jeg havde det ene øje mast sammen pga. sved, der havde ledt sin vej ned i det, og stille følte som om det var ved at ætse det væk. Så ikke nok med at jeg svedte, så græd jeg også lidt. Geniale billeder de fik der.
Ud over alt paparazzien er der dem der vil vide hvor man bor, have ens telefon nummer, eller ens mail. Igen: I am not a famous person. Det er utroligt hvor meget opmærksomhed man får hernede, bare pga. ens hudfarve, men det er jo 99,9 % af gangene positivt opmærksomhed. Det er mærkeligt.
Det bliver nok lidt mærkeligt engang at komme tilbage til den danske jord, og opleve at man endnu engang bare kan gå stille og ugenert på gågaden. Mon det bliver savnet, ligesom det at gå ugeneret for kameraer hernede er savnet?

Søvnmangel

2010-02-23T14:43:00.002+01:00

Så havde man lige vænnet sig til lyden af sure kalkuner, gøende hunde, larmende biler, og en syngende nabo, der går dagen i møde klokken fire om morgenen. Udover disse fire ting, der sker om natten/ morgenen bliver vores værelse fyldt med den mest interessante duft, nemlig duften af kalkun - OG griselort. God blanding på to meget ubehagelige lugte.

Det skal så lige siges at efter et par dage her nede er alle de ting jo bare en del af hverdagen og man vender sig hurtig til tingene. Kan faktisk NÆSTEN helt undvære mine ørepropper om natten nu. Så skete det uundgåelige, nemlig at varmen indtrådte. Ikke fordi den ikke altid har været her, der er bare blevet endnu mere varmt. HVilket gør at man ikke kan sove om natten, fordi man er bange for at drukne i sit eget sved, mens man ligger og drømmer. Man vender og drejer sig i håb om at man da sveder mindre, hvis man ligger på højre side i stedet for venstre. Man kunne jo have lov til at håbe.

Det lyder måske alt sammen meget negativt og irriterende, men det er en del af oplevelsen og når alt kommer til alt er det jo ikke noget man vil undvære. Det er jo alt sammen så komisk og blandet sammen med de andre fede oplevelser og fantastiske mennesker man møder på sin vej, så er alt sammen jo en fantastisk ting... selvom det lyder mærkeligt at kalde kalkun lort for en "fantastisk" ting.. hmm. Apropos lugten af kalkun, så er vi nu så hærdede volontører at vi nu kan nyde et helt måltid mad, uden at blive generet af dunsten af kulkan lort, der finder sin vej ind i vores stue, og giver maden et lidt andet pift end håbet.

mærkværdige samtaler i Nigeria

2010-02-18T15:28:00.003+01:00

Når man er så tæt på hinanden, og når man konstant er i omgivelser, der gør at man aldrig er helt ren udvikler det automatisk nogle meget sjove samtaler, og ligegyldighed blandt os piger, alle pigernes navne er selvfølgelig blevet censureret, for at disse citater ikke skal ødelægge deres fremtidige sociale kredse.
1. " Er det okay at jeg ikke kunne skylle helt ud toilettet og der er en lille klump af surviver, der ligger og flyder tilbage derude?"
2. " Årgh I skal aldrig pille i jeres næse hvis i har chilepulver på jeres finger!"
3. " Øh.. jeg tror det er os der lugter af tis... hmm lugt!.. men kan vi ikke tage tøjet på igen de næste par dage? MEN så skal det også vaskes"
4. "Min bagdel blev i dag brugt som græde mur. Så det der ligner indtørret snavs er snot, men man ser det da ikke vel? Den kan godt gå et par dage til"
5. " Er jeres afføring også begyndt at være mere fast, det er som om man slet ikke behøver tørre sig"
6. "Jeg gider ikk gå i bad, så blir jeg bare helt bleg igen"
7. "ÅRH YES! Jeg har endelig fået sandal mærker og trucker arme" (ment fuldt oprigtigt, uden ironi)

´Ting man lærer i Nigeria

2010-02-18T15:17:00.003+01:00

1. Fantastiske mennesker
2. At være ligeglad omkring, om det egentlig er en selv, der lugter af urin fra en af børnene fra playing class.
3. Hvor mange steder man egentlig sveder uden man egentlig vidste det
4. Hvor kærlige mennesker kan være
5. Man lærer en ny kultur med en masse fede indtryk
6. Og at man hernede flytter sine grænser, for hvor private ens samtaler egentlig kan blive mellem de tøser man bor med... very private.
7. Hvor lidt der egentlig skal til, for at gøre et barn glad
8. Hvordan man lever uden NEPA (strøm)
9. Hvordan man kan leve med at være konstant våd af sved, 2 dage i træk, uden et bad
10. Lærer sig selv bedre at kende og hvilket forhold man har til tålmodighed og tidsfornemmelse
11. Vigtigst af alt: hvor alt bare hernede er fantastisk

Love is in the air

2010-02-18T14:36:00.002+01:00

Så skete det, og det skete i Nigeria. Den store kærlighed fandt sted i et rum, men madrester på gulvene, halvklisterede borde og lugten af urin der eksploderer i ens næsebor. Men alt det er noget så ligegyldigt, så snart rummet er fyldt med 45 guldklumper, der alle bare vil have et kæmpe knus og en sving tur. Man kan ikke lade være med at miste hjertet til alle de små engle og små bøller der fiser rundt, som havde de en raket i rumpetten. De smiler, griner og græder og alt sammen er lige godt, for latteren opvejer gråden.

Første dag med de små krudtugler var noget så uoverskueligt, og man tænkte automatisk: " Det her klarer jeg aldrig" (starten af den sætning var i mit hoved, fyldt med bandeord, men dette er så den mere censurerede del) Men efter at den første kaotiske dag var overstået, bliver dagene bedre og bedre, og faktisk helt fantastiske. Så fantastiske at man helt savner dem efter at have været adskilt fra dem i en dag.

Som Remi's motto er:

"Child is gold"

long time, no see

2010-02-14T14:34:00.002+01:00

Uha.... det er noget tid siden sidst. rejseplanerne blev jo lavet om til Yola, i stedet for Jos. På grund af urolighederne blev rejsen også udskudt lidt og vi endte i stedet på handicap skolen, Remi.

Her hjælper vi blandt andet i "playing class", hvor der er de mest bedårende krudtugler, så det gælder om at have øjnene åbne og energien i top.

Derudover er vi også i "specail class", hvor vi leger og aktivere fysiske og psyisk handicappede. Det er virkelig nogle der kan give en et smil på læben og gøre at man kryber i barndommen igen. Uanset hvilken fjollet ting der finder sted, er de altid udstyret med et smil og en smittende latter, derkun kan samle folk.

Først på mandag starter vi rigtig på hjælpe undervisning. Her skal vi være sammen med forskellige elever, der har brug for ekstra hjælp i skolefag. Hvilket jeg ved blir et krævende arbejde, men dobbelt så givende som det er krævende. Kan kun se frem til den nye udfordring.

Jamen ja, hvad er der ellers af planer? Hver fredag holder vi en lille fridag fra Remi, for at besøge landsbyen, Mbamba Out. Her er planen at vi ved en to - tiden skal lave mad til landsbyens børn og ikke mindst lege med de dejlige små.

Alt er endnu ikke på plads med hvilke ting vi skal opleve og hvor vi skal give en hjælpende hånd. alt dette er på grund af det hurtige skift af volontør stedet. Men det skal jo være lidt ligesom "the african way", så hvorfor ikke bare tage det som det kommer? Det gør det også til et større eventyr. Vær spontan, nyd og ikke mindst lev i nuet!

For lige at afslutte med manér, så slutter jeg af med et citat min søster har fortalt mig:

"Du må selv være den forandring, som du ønsker at se i verdenen"

- Mahatma Gandhi

Præcis to uger til afgang

2010-01-08T13:27:00.004+01:00

I dyb koncentration prøver jeg at indlære mig at blogge. Problemet er bare at mine tanker er et helt andet sted, nemlig i Kastrups lufthavn. Min kære rumbo, Sophie var så sød lige at påminde mig at der præcis er to uger til at vi efterlader trygge Danmark, og flyver afsted til varmere himmelstrøg, nemlig Nigeria. I hovedet farer der automatisk tanker rundt om, hvad man mangler at indsamle til rejsen, hvilke venner og familie man skal nå at se og ikke mindst alt det praktiske, der skal ordnes inden afrejse. jeg fortryder stille at jeg har valgt at arbejde frem til d. januar, hvor vi rejser to dage efter. PUHA! men hvor er jeg dog spændt og glæder mig ud over alle grænser til at se mit hjem de næste tre måneder. For lige at præsentere de 4 fantastiske piger jeg skal afsted med, har jeg lige hurtigt indsat et lille sødt billede af hele forsamlingen: Oppe: Maiken, fra: venstre: Sophie, Maria, mig, Anne. Wow, mit allerførste indlæg. Hurra!